Når kirken vil forblive kirke

Nazistiske tropper ses her marchere forbi Garnisionskirken i Potsdam ved rigsdagsåbningen i 1933, kort efter Hitlers magtovertagelse. Den kolossale udfordring, som nazismen blev for tyske teologer, kan læses ud af den såkaldte Barmen-erklæring fra 1934, som i kort form beskriver kristendommens inderste væsen. - Foto: Scanpix.

BEKENDELSE: Barmenerklæringen, som blev til i Tyskland i 1934, er et enestående eksempel på en moderne bekendelse, der i en bestemt historisk situation forsøger at sammenfatte kirkens tro og væsen og stadig inspirerer til nye formuleringer af den kristne tro

En bølge af begejstring brusede igennem Tyskland, da Hitler den 30. januar 1933 greb den politiske magt i landet og satte turbo på virkeliggørelsen af den nationalsocialistiske drøm om et stort, stærkt og racerent Tyskland. Føreren var kommet.
Kun få kritiske røster hørtes, da kirkerne tog imod Hitlers invitation til at deltage i en fælles kamp mod gudløshed og moralsk forfald, og i løbet af kort tid blev en bevægelse med navnet Tyske Kristne en stærk magtfaktor i kirkelivet. Bevægelsen arbejdede for at gennemføre nazismens ideologi også i kirken.

Med nazismens eksplosionsagtige fremvækst i 1930'ernes Tyskland blev den evangeliske kirke efterhånden sat under hårdt pres fra en ideologi, der ville dække alle livsområder. Kirken kæmpede for at finde sin plads i det nye samfund, som voksede frem i Hitlers kølvand.

Dette voksende spændingsfelt mellem den politiske statsmagt og den protestantiske kirke er baggrunden for at forstå Barmenerklæringen, der er enestående i nyere kirkehistorie. Den er nemlig det første eksempel siden reformationen på en bekendelse, der samler både lutherske og reformerte kristne.

150 deltagere på en rigsbekendelsessynode i Wuppertal-Barmen i Ruhr-distriktet vedtog Barmenerklæringen den 29.- 31. maj 1934. Under sloganet "kirken skal forblive kirke" voksede protesterne mod nazisternes og "de tyske kristnes" politisering af teologi og kirke, og Barmenerklæringen forsøger i denne aktuelle kampsituation at sammenfatte kirkens tro og væsen.

Særligt to problemstillinger var efter Hitlers magtovertagelse blevet brændende aktuelle for den evangeliske kirke: førerprincippet og raceideologien. De Tyske Kristne havde fået valgt en rigsbiskop, der med Hitler som fører-forbillede skulle realisere idealet om den stærke leder. Samtidig blev der i 1933 vedtaget en "arier-paragraf", som betød, at alle præster skulle godtgøre, at de var rigtige tyskere for at beholde deres embede.

- Dette blev sammen med andre faktorer startskuddet til en række protester, dannelsen af et "Præsternes Nødforbund" og udarbejdelsen af Barmenerklæringen, som er den første samlede protest fra Bekendelseskirken. Barmenerklæringen er ikke et forsøg på at lave politik, men på at forhindre at kirken bliver præget af den politiske magt. For at man kan gøre det, må man gøre rede for en sand kirkelig selvforståelse, fortæller Jens Holger Schjørring, dr.theol. og professor i kirkehistorie på Aarhus Universitet.

Barmenerklæringen er bygget op efter samme mønster som de oldkirkelige bekendelser. Den begynder med et bibelcitat. Derefter kommer et udsagn om, hvordan Bibelens ord skal tolkes, og til sidst er der en afvisning af kætterske standpunkter.

- Selve nazismen er kun implicit omtalt. Hovedformålet er at samle kirken om det, som kirken selv står for. På den måde ønsker man at forene kirken i stedet for at splitte den ved at udsende en politisk kamperklæring, siger Jens Holger Schjørring.

Barmenerklæringen fremsætter en række "evangeliske sandheder", der holder troen fast på åbenbaringen i Jesus Kristus på grundlag af tillid til både Bibelens og de klassiske bekendelselsesskrifters troværdighed. Centralt står også budskabet om, at kirke og stat har forskellige opgaver, og det understreges, at kristendommens budskab har betydning for hele livet.

- I en totalitær stat henvises kirken ofte til at leve i et hjørne, hvor den kun må tale om syndernes forladelse. Barmenerklæringen er et forsøg på at sige, at kirken har et anliggende, som angår hele samfundets offentlige liv og ikke vil lade sig henvise til en åndelig ghetto-tilstand. Som jeg ser det, er det den stærkeste formulering af dette synspunkt i det 20. århundrede, siger Jens Holger Schjørring.

Efterfølgende opstod der uenighed om, hvilke konkrete konsekvenser der skulle tages i forhold til den politiske kamp i Tyskland, og allerede i 1936 blev Bekendelseskirken splittet på dette spørgsmål.

Den teolog, der mere end nogen anden har symboliseret den kirkelige modstand mod Hitler og nazismen for eftertiden, er Dietrich Bonhoeffer (1906-1945). Han hørte til Bekendelseskirkens radikale fløj og mente, at den konsensussøgende erklæring var alt for vag og ukonkret i forhold til den aktuelle politiske situation.

- Bonhoeffer ønskede en radikalisering af erklæringen, fordi han mente, den var for abstrakt. Hans synspunkt var, at hvis man ikke er meget specifik i sin kritik af statsmagten, så forstår folk ikke, hvad det drejer sig om. Man er nødt til at være anderledes konkret og svare på spørgsmålet om, hvilke konsekvenser man må tage, siger Kristian Østergaard, sognepræst i Sorø.

Bonhoeffer insisterede derfor på, at Barmenerklæringen kun kunne være et begyndelsesgrundlag. Det afgørende var, hvordan man nåede videre fra den teologiske erklæring til en kirkeligt begrundet undsigelse af hele den nazistiske ideologi. Derved kom han i stadigt mere udtalt modsætningsforhold til mange af sine venner og kolleger i den evangeliske kirke i Tyskland.

- Bonhoeffer så ikke nogen vej udenom at oprette en kirke, der var adskilt fra starten, siger Kristian Østergaard.

Nogle kirker i Tyskland har gjort Barmenerklæringen til en del af bekendelsesgrundlaget på linje med de klassiske bekendelser i oldkirke og middelalder, men den bruges forskelligt i forskellige kirkelige sammenhænge og har ikke nogen entydig status i dag.

I månederne efter den danske præst Kaj Munks død i 1944 blev Barmenerklæringen taget op i en dansk sammenhæng af den kendte præst og teolog Regin Prenter, der under krigen var med i modstandsbevægelsen. Han understreger Barmenerklæringens pointe ved at fastslå, at kirken er forpligtet til at tale rettens sag, når retten bliver grundlæggende krænket.

Selvom den politiske situation i dag ikke kan sammenlignes med tiden før og under Anden Verdenskrig, har Barmenerklæringen ikke tabt sin aktualitet, mener Ole Lundegaard, baptistpræst og tidligere underviser på Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi.

- Barmenerklæringen har for mig en plads ved siden af Bibelen og de klassiske bekendelsesskrifter. Det er et forsøg på at lave en erklæring direkte ind i en aktuel situation defineret ud fra problemer i samfundet, og jeg bruger den som et eksempel på, at kirken altid skal holde sig tæt til sin Herre, nemlig Kristus. Kirken kan ikke deponere sin autoritet i en statsmagt, og historien har vist, at der er situationer, hvor det er nødvendigt, at kirken rejser sig og taler imod de politiske magthavere, siger Ole Lundegaard, som nævner Martin Luther King, Oscar Romero og Desmond Tutu som eksempler på mennesker, der på kirkens vegne med rette har talt politiske magthavere imod i en aktuel situation.

Hillerød-præsterne og Orla Villekjær er to helt aktuelle, danske eksempler på præster, der har talt imod regeringens flygtningepolitik. Er det også med rette set i lyset af Barmenerklæringen?

- Det kommer an på en individuel bedømmelse. For mig er det vigtigste, at man som kirke hele tiden fastholder princippet om at forholde sig kritisk til strømninger i samfundet i lyset af det kristne budskab. En lov, for eksempel, kan godt være legal, fordi den er vedtaget efter gældende lovgivning, men alligevel illegitim, understreger Ole Lundegaard.

Han vurderer samtidig, at Barmenerklæringen stadig er til direkte inspiration for flere teologer i dag. Et tydeligt eksempel på det kom, da 200 fremtrædende amerikanske teologer og kirkeledere i 2004 stod bag en erklæring med titlen "Confessing Christ in a world of violence" (at bekende Kristus i en verden fyldt med vold).

- Her siger de til George Bush, som har anvendt en del religiøs retorik i forbindelse med krigen i Irak, at han ikke kan tage kristendommen som indtægt for sine politiske synspunkter. Det er en tekst, der ligner Barmenerklæringen meget, siger Ole Lundegaard.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Fakta:

Bekendelseskirken

Bekendelseskirken blev stiftet, da Hitler overtog magten i Tyskland i 1933. Den var en retning inden for den protestantiske kirke, der forsøgte at bekæmpe nazisternes forsøg på at få kontrol med kirken i Tyskland. Bekendelseskirken var Barmenerklæringens afsender, og kun de, som kunne tilslutte sig Barmenerklæringen, havde ifølge Bekendelseskirken ret til at repræsentere den sande kirke.

Hovedpersoner

Barmenerklæringen er ikke en enkelt mands tekst. Teologerne Karl Barth (1888-1966) og Martin Niemöller (892-1984) var dog to af hovedaktørerne bag erklæringen. Karl Barth, der også er kendt som fadder til den såkaldte dialektiske teologi, blev afskediget og derefter udvist af Tyskland på grund af sin modstand mod nazismen. Martin Niemöller var en af Bekendelseskirkens mest betydningsfulde repræsentanter. Han blev af Hitler erklæret "livsfange nr. 1" og sad i fangenskab fra 1937 til krigens afslutning.

Uddrag fra Barmenerklæringen

To karakteristiske passager fra Barmenerklæringen:

"Som medlemmer af lutherske, reformerte og unerede kirker må og skal vi i fællesskab tale om denne sag. Netop fordi vi ønsker at være tro mod vores respektive bekendelser og ønsker at vedblive at være det, kan vi ikke tie, idet vi tror, at der i en tid, der er kendetegnet af en fælles nød og anfægtelse, er lagt os et fælles ord i munden."

"Vi forkaster den falske lære, at kirken ved siden af dette ene Guds Ord også skulle og kunne anerkende andre begivenheder og magter, skikkelser og sandheder om Guds åbenbaring." (fra artikel 1)

Serie om bekendelser

Lige siden kristendommens første tid har troende gjort forsøg på kort og præcist at formulere, hvad troen gik ud på i bekendelser eller bekendelsesskrifter. Kristeligt Dagblad bringer en serie om bekendelser, der har formet kirkehistorien, og som stadig har betydning for kirkens tro og lære. Denne artikel er femte artikel i serien.